Lidt forsinket kommer her den kasse, som Kurt syntes vi skulle lave.
Materialer: Høvlet fyrretræ 12½x2 cm, birkefinerplade 4 mm, 2 små hængsler og små skruer, lidt ståltråd og noget intarsia (eller andet) til pynt, noget bivoks eller lak.
Opgaven var, at lave en kasse uden synlige samlinger, og uden brug af skruer eller søm, i samlingerne. Det var faktisk lidt af en udfordring, da 4 hjørner i smig har en tendens til at smutte rundt.
Først og fremmest skal man have fat i noget høvlet fyrretræ. Man bestemmer egentligt selv højden på kassen, men lav den et sted mellem 7 - 15 cm i højden, og vælg noget træ i tykkelsen 2-2½ cm.. Ca. ½ cm fra hver side, laver man et spor med rundsaven, som er ca. ½ cm. ind i træet. I denne rille, skyder man senere en birkfiner plade ind i begge riller- den ene bliver bund, den anden låg.
Når man har skåret rillen, saver man kassen til i mål. Sav i smig, 45 grader, på en gerringssav.
Til at styre selve limningsprocessen, fremstillede jeg en vinkel af to stykker træ. Denne kunne jeg så bruge til at fastspænde emnerne, og lime dem sammen.
I selve limningsprocessen skal man være tålmodig. Lim lidt af gangen, ellers virker det ikke. Lim evt. birkefiner pladerne fast halvvejs i processen. Fastspænd emnerne undervejs.
Når limen er hærdet, så saver man kassen over i to dele på en båndsav, så den bliver ca. samme tykkelse på hver side af birkefiner pladen.. Puds alle dele godt og grundigt.
Mål ud til hængslerne, og lav et lille bor af et søm, som man klipper skråt. Bor for, så træet ikke flækker, når hængslerne monteres.
Når man har skruet hængslerne fat på både bund og låg, tegner man lige uden om dem, og afmonterer begge hængsler igen.
Med et stemmejern, fjerner man hvad der svarer til hængslets tykkelse. Så slipper man for, at låget gaber for meget. Når det er gjort, monterer man hængslerne igen.
Detalje: Lav et lille håndtag i fx kraftig ståltråd, zig-zag det, som du vil, og monter det med en skrue i midten.
På låget har jeg monteret noget af det intarsia, som jeg har lavet på H&D. Den hvide ring rundt om, er ganske almindelig spartelmasse. Den færdige kasse overfladebehandles til sidst med fx bivoks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar