mandag den 15. september 2014

Det gode håndværk.


Hvad er så godt håndværk? Det er i hvert fald at mestre nogle teknikker. Man skal kunne lave nogle snedige detaljer, der virker på daglig basis. Jeg er i familie med en meget dygtig håndværker, Henrik Nielsen, som er uddannet skiltemaler, og seriegraf, men faget er jo qua meget store printere/ offset maskiner uddødt. I stedet bruger han sit håndelag til at restaurere gamle bygninger med netop snedige detaljer.

Trappe renovering hos Nordea fonden
Detalje: guldmaling.

Det kommer der noget meget unikt og teknisk godt ud af. Vi fik en god snak om, hvad godt håndværk er, og opsummeret er det arbejde der er lavet på timebasis, og ikke på akkord. Det er nok lidt forenklet, men i løbet af samtalen gik det op for mig, at meget godt håndværk er forsvundet, fordi man ikke har råd til at få lavet godt håndværk idag. Det, der førhen tog 100 timer, skal i dag tage 70 timer, fordi materialerne har ændret sig, og der er kommet flere maskiner til. Rigtigt håndværk er noget, der laves for fonde, banker, slotte, og andre steder, hvor der findes rigdom, og hvor der skal restaureres. Rigtigt håndværk findes i vores arvemøbler, som vores forfædre købte, fordi håndværk var udbredt, og til at betale for menigmand. Det er det ikke i dag. Som Henrik også fortalte, så er skilte i dag "for perfekte", de mangler det kunstneriske præg, som hørte til faget førhen. Et skilt i dag, skåret af skilte-teknikkeren i folie, holder 4-8 år. Et emalje skilt, lavet i hånden, holder jo nemt 50 år, og er i dag retro.

Henrik har kopieret en rosette/ stuk i latex.

Færdigstøbt i gips- smukt håndværk.
Se flere billeder af restaureringer hos Christensen Gruppen.
I dag er meget ”håndværk” blevet fabrikslavet, og i denne proces forsvinder det gamle håndværk. Som eksempel på dette har jeg tænkt lidt over det håndværk, der ligger bag fremstillingen af et gammeldags fotografiapparat. I dag er mange digitale kameraer blot boxet i en firkantet klump, hvor man ikke kan komme til noget som helst af det indre.
Jeg fik en dag øje på et gammelt fotografiapparat, som lå ude i gården ved mit hus. Her havde det ligget i et års tid. Det var et apparat, som jeg havde kasseret, men af en eller anden grund var det endt i haven i stedet for på genbrugspladsen. Her havde det ligget et års tid, og så egentligt ikke særligt hærget ud af vejr, vind og børnehænder.
Efter at have kigget på det lidt, kom jeg til at tænke på den proces, som lå bag datidens foto, og at jeg selv havde prøvet en del af dette krævende, tekniske håndværk. Det var nemlig forbundet med en hel del teknik/ håndværk: oprulning/ isætning af råfilm, selve fotoet, udtagning af film (uden den fik lys), fremkaldelse, skylning, fiksering, skylning, tørring, eksponering af fotopapir, fremkaldelse, skylning, fiksering, skylning, tørring, og endeligt et brugbart foto ! Tak til den digitale tidsalder for klik og slet- men prisen er endnu et forsvundet håndværk.
 
Optikken ser ikke hærget ud. Selve huset har dog trukket en del fugt.
Efter gnidningsløst at have skilt optikken fra huset, kunne jeg konstatere, at huset havde trukket lidt fugt, der var lidt rust hist og her, men optikken fejlede ikke noget. Både blænden og centreringen virkede fint, men selv kameraet duede ikke mere- dertil var skaden for stor, specielt på de ydre, mekaniske dele. Men bare det at skille et gammelt kamera af, åbner en verden af detaljer, og ikke mindst, godt og brugbart håndværk, som det kræver erfaring og håndelag at fremstille. I sin tid har mekaniske fotografiapparater gennemgået en kolossal udvikling, men til syvende og sidst har det været dem, der har gjort det bedste forarbejde, og haft de bedste afprøvningsfaser, der har haft de bedste produkter at tilbyde.
Detalje: råfilmfremførings mekanismen,
 der trak billedet hen foran åbneren/ lukkeren,
 hvor filmen kunne blive eksponeret.
Man kan vel opsummere, at det gode håndværk er samspillet mellem forarbejdet, den teknisk formåen, erfaringen, øjet for detaljen, holdbarheden og brugbarheden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar